Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Forældresamarbejde
I Georgs vugge prioriterer vi forældresamarbejdet meget højt. Vi stræber mod at give jeres barn de bedste udviklingsbetingelser, således at det kan profitere af de læringsmiljøer, der er etableret og opstår spontant. Dette er kun muligt, hvis samarbejdet mellem jer og os fungerer. Det skal bygge på gensidig respekt og tillid, hvor vi ærligt fortæller om barnets dag. Samt siger til, når der er noget vi undrer os over. Det er altid rart for os at vide, når der sker noget i jeres eller jeres barns liv, som kan påvirke barnets trivsel. Det kan være alt lige fra ’en ny tand på vej’ til ’en urolig nat’ eller mere alvorligt, hvis én i nærmeste familie f.eks. er kommet noget til el. lign. Vi gør alle det bedste for at samarbejdet skal være godt.
 En del af samarbejdet er formaliseret i form af forældremøder, planlagte forældresamtaler samt gennem bestyrelsesarbejdet. En mere uformel del af samarbejdet er de daglige små samtaler, hvor vi udveksler informationer omkring hverdagen. Derudover er der også forskellige sammenkomster i løbet af året, sommerfest, arbejdsdag, julearrangement m.m.
Når jeres barn starter i Georgs vugge afholder vi et opstartsmøde, hvor I fortæller om barnets vaner, rutiner, ting og aktiviteter som barnet kan lide, spise- og sovevaner m.m. på dette møder taler vi om helt lavpraktiske ting som mødetider, aflevering, hvordan, skiftetøj m.m. og også om gensidige forventninger til vuggestuelivet og samarbejdet os imellem.
Nogle gange kan det være svært at sige farvel til mor eller far ved aflevering, det er helt iorden. Vi som voksne har ansvar for at afskeden bliver god og følelserne rummes. Det gør vi ved at tale om, at vi godt kan forstå det er svært lige nu, men at I kommer igen og at vi i vuggestuen skal lave nogle hyggelige ting med hinanden. Vi anbefaler korte afleveringer, da det er vores erfaring at det er bedst for barnet.
Når barnet fylder to år holder vi igen et møde, hvor vi taler om barnets udvikling og trivsel, om der er nogle steder vi skal give særlig opmærksomhed den næste tid etc.
Ved overgang til ny institution afholdes et overleveringsmøde, hvor vi sammen med den nye institution taler om tiden i vuggestuen, og om der er noget de skal være særligt opmærksomme på det nye sted. Dette for at hjælpe barnet med at få fortalt sin historie.
I er altid velkomne til at aftale tid for en samtale, hvis I oplever behov for det. Ligesom vi vil bede jer om tilsvarende.