Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner

Vi har flere traditioner som vi holder sammen med børn og forældre. 

Fødselsdage

Vi har forskellige traditioner i forbindelse med barnets fødselsdag. På gangen ved Larven er der fødselsdagshylder, hvor vi sammen med fødselsdagsbarnet henter de ting, vi skal bruge. Her er et lille flag til bordet og et lille tog, der kan have henholdsvis en, to eller tre vogne samt et stearinlys på. Tilbage på stuen spiser vi så det, barnet har med hjemmefra, vi synger den fødselsdagssang, som barnet foretrækker, og vi råber hurra. 

Forældre og Bedsteforældrearrangementer

Det overordnede formål med disse arrangementer er at binde barnets verdner sammen. At barnet oplever at familien og os i vuggestuen taler og hygger os sammen. Det giver mulighed for at opbygge relationer forældre - forældre og forældre - medarbejder imellem.

Bedsteforældredag.

På Bedsteforældredag inviteres to personer der er tæt på barnet, til at være med en eftermiddag i vuggestuen. Vi starter med at holde samling på barnets stue, hvor vi spiser lidt brød. I 2015 startede vi en tradition med, at alle havde en plante/blomst med, som blev plantet på legepladsen. I 2022 anlagde vi en køkkenhave i et hjørne af legepladsen. Her planter børn og bedsteforældre en spiselig plante. Børnene har efterfølgende stor glæde af at være med til at vande og holde køkkenhaven. Det er også dejligt at spise af tomater og jordbær samt at dufte og smage på diverse krydderurter. 

Ved tilmelding er det muligt at at skrive mere end 2 bedsteforældre på, men vær forberedt på, at lederen kan beslutte max 2,  hvis der er stor tilslutning til arrangementet.

Arbejdsdag

Her inviteres forældrene og børn til at komme og hjælpe os med diverse opgaver, både ude og inde. Vi slutter af med at spise sammen. Det plejer at være rigtig hyggeligt, når vi går og taler sammen, mens vi får lavet en masse praktiske ting.

Sommerfest

I løbet af August inviterer vi børn, forældre og søskende til sommerfest i vuggestuen. Vi pynter flot op, laver nogle fælles aktiviteter og spiser derefter middag sammen. En rigtig festlig og hyggelig dag.

Julehygge

I december inviterer vi forældrene til at være med en eftermiddag. Vi holder samling med julesange og hygger os sammen. 

Højtider

Hallowen, Fastelavn, jul og påske fejres efter dansk tradition. Der kommer mere information på Aula når tiden nærmer sig.